Hrra hrra.

hve ljft er a ganga um engi stum sumardegi, egar fuglarnir kvea lfinu lofsng og slin af gjafmildi sinni varpar birtu fjllin. au eru h og fjarlg bl. anga held g! hva g vildi a maurinn, essi suupottur afla og tilfinninga, segi fyrir fullt og allt skili vi hina myrku undirheima jningarinnar. g hlakka til ess dags er maurinn flgur hrra en s Gu er hann sjlfur skp sr, og egar mennirnir sameiningu tilbija gleina og frelsi, jrina og friinn!

 

Svona lt g hugann reika mean g gekk upp fjallsstginn og naut ess hvernig slin lsti upp dalinn; hinn hfinglega gestgjafa blma og dra. En skyndilega fll skuggi fjalli og kaldur vindgustur nddi um lkama minn. Andspnis mr st gnarstr dreki sem breiddi t vngi sna. a var eins og eir loguu af hatri og grimmd, hroka og fyrirlitningu. Mttvana fll g til jarar. gekk drekinn a mr, gnfi yfir mr llu snu veldi og hl illskuhltri. Augu hans voru sem botnlaust hyldpi, og egar hann leit mig var eins og hann horfi gegnum hfu mitt. Um mig lstist nstandi srsauki og brennandi hiti slkar vtiskvalir efast g um a nokkur maur hafi ur lii! Loks hf drekinn upp raust sna:

 

,, dyggum prddi boberi frelsis og friar. Rttast vri a hlddir or mn, v raun er g uppspretta allra inna hugsjna! g er jningin og hatri, drottnunarviljinn og grimmdin! n mn vri engin snn st ea hamingja til essum heimi! v hva vri dagurinn n nturinnar? vintri n illmennanna? Ea lfi n dauans? ldum saman hafi i mennirnir hata, barist og drepi. i hafi funda og fyrirliti, kga og veri kgair. Hin mikla jning, togstreita og bartta; a var hn sem skapai fjarlgir og vttur mannsandans! ltur ig dreyma um trmingu jningarinnar, en skiluru ekki a listina og skpunarrttinn eigi i henni a akka?

 

g reis ftur, leit til himins og hrpai: ,,Til eru eir sem grafa sr eigin grf! Me v a leysa r lingi frelsisr og skpunarkrafta mannsins ertu valdur a eigin daua! v nnd eru betri tmar; maurinn sigraist ffrinni og drap Gu, en n hann aeins eftir a steypa hinu veraldlega valdi og reisa sr kristalshll, ar sem skpunarkraftar allra eru nttir gu heildarinnar.

 

Drekinn hl hrossahltri og hvsti: ,, hlgilega frelsishetja. Leyf mr a sna r hvernig framtin yri ef fengir vilja num framgengt! Og samstundis var eins og dalurinn missti lit sinn og tfra. Hann fylltist rkynjuum verum sem engdust af kvlum og hrpuu upp til mn kr:

 

,,Lttu okkur! tlair a breyta okkur gui en n erum vi aeins dr! Vi kunnum hvorki a elska n hata, lta ea stjrna, v drifkraftinum var stoli fr okkur. Mismunur mannanna er me llu afmur, n eru eir allir smu geslegu hjardrin! Fru okkur aftur stttakerfi og valdi ur en vi skkvum ofan jrina!

 

Vi essa sjn skildi g frnleik hugsjna minna, fll kn og brast grt. ,,Skiluru n, sagi drekinn ,,a g er forsenda alls ess sem gerir lfi ess viri a lifa v? Gakktu til lis vi mig; vertu jnn myrkursins, og skiptum b g r ll au veraldlegu gi sem hugur inn girnist! g horfi hi botnlausa hyldpi augna hans, og fann samstundis fyrir takmarkalausri sjlfsfyrirlitningu. a rann upp fyrir mr a g var aeins hlgileg persna stru leiksvii jararinnar, a hugsjnir mnar voru aeins hjm samanburi vi hi stra samhengi tilverunnar. Loks mlti g: ,,Fyrst vil g a snir mr hvernig framtin yri ef nar skir rttust til fulls.

 

vsai drekinn mr a dyrum er gengu a fjallinu, og egar g gekk inn um r blasti vi mr risastr salur fullur af tlvuskjm. Vi stu stfir og sviplausir menn, sem gfu mr engan gaum, og fr loftinu mai vlrnn taktur. g virti fyrir mr skjna; eir sndu hreyfimyndir af flki alls kyns erindagjrum. Einn skjrinn sndi mann a horfa sjnvarpi, og annar niurdregna unglingsstlku a sprauta sig me nl. g st inni kjarna eftirlitssamflagsins! Sviplaus maur einkennisbningi, merktum ryggismist Evrpusambandsins, dr mig anga sem starfsflagi hans fylgdist me svipmyndum r lfi mnu renna yfir tlvuskj. g kgaist af vibji, og hrfai lengra inn fjalli anga til g kom a dyrum sem lgu a ru herbergi. etta virtist vera einhvers konar fundarsalur og arna stu strir og sterklegir menn, klddir jakkaftum. eir litu mig og hrpuu allir kr:

 

,,Lttu mtt okkar og mikilfengleik! nafni frjlshyggju og hnattvingar hfum vi lagt heiminn a ftum okkar! Me skefjalausri afreyingarmenningu hfum vi blt niur mennina, slvt og einangra hvern fr rum. Vi blsum upp fjarstukennda hryjuverkagn, grfum annig undan trausti milli manna og klluum yfir eftirlitskerfi og lgreglurki. Grum, arrnum og kgum! Sprengjum, rstum og drepum! ld hfingjanna er risin!

 

Og mennirnir stigu trylltan dans, hlgu og gluu. Fas eirra og lti var me eim htti a g skynjai a glei eirra kom ekki fr hjartanu. r augum eirra skein sektarkennd og g fkk tilfinninguna a innan vi vvastlta lkamana byggju aeins grugir og sjkir vesalingar. 

 

g tk rs t r fjallinu og hlt af sta upp eftir fjallshlinni. Fyrir aftan mig heyri g fnsi hamstola drekanum. g hljp og hljp. Hrra, hrra.

Sent inn af Jnu Reykjavk 20 janar 2010

 

ur birtar smsgur og  hugleiingar

Share on Facebook

 Deila Facebook.

 

  

 Deila  Twitter
 

 

©SigfsSig.Iceland@Internet.is